Vedtægter

Grundejerforeningen                                                                    Kastrup 30. januar 2018

NY KASTRUP

Love for grundejerforeningen ”Ny Kastrup”

(Stiftet den 11. november 1917)

 

Navn og hjemsted            

§1. Grundejerforeningen navn er ”Ny Kastrup” og dens hjemsted er Kastrup by og sogn.

Medlemskab                     

§ 2. Foreningens medlemmer er de til enhver tid værende ejere af parceller af matr. 6 h af Kastrup by og sogn, som grænser til foreningens veje eller Amager Strandvej. Parcelenernes pligt til medlemskab indeholdes i de tinglyste servitutter. Ethvert medlem er uden videre erklæring underkastet foreningens love.

Formål                               

§ 3. Foreningens formål er at varetagemedlemmernes interesser i henhold til de bestemmelser, der er dem pålagt ifølge servitutterne, samt andre fælles interesser.

Kontingent                        

§ 4. Kontingent til grundejerforeningens administration fastsættes af den ordinære generalforsamling i henhold til et af bestyrelsen fremlagt og af generalforsamlingen vedtaget budget. Medlemmerne er forpligtet til at indbetale kontingent i overensstemmelse med generalforsamlingens beslutning. Den til enhver tid værende parcelejer hæfter overfor grundejerforeningen for det ovennævnte kontingent, herunder også for restancer vedrørende sådanne.

Renholdelse af vej og parcel            

§ 5. Enhver parcelejer er pligtig til at renholde og ryddeliggøre sin parcel og det udfor denne liggende fortov. 

I snevejr skal parcelejeren rydde sit fortov for sne, samt i glat føre gruse eller salte fortovet. Såfremt nogen parcelejer forsømmer sin pligt i denne retning, er bestyrelsen berettiget til med dags varsel, at lade det udføre for pågældendes regning.

 

Generalforsamling           

§6. Generalforsamlingen er for foreningens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af marts måned og indkaldes af bestyrelsen med mindst 14 dags varsel ved skriftlig meddelelse til hvert enkelt medlem. Indkaldelsen skal angive dagsorden.

Ethvert medlem har adgang til generalforsamlingen, der skal afholdes i Kastrup by. Forslag fra medlemmerne skal, for at kunne blive behandlet på generalforsamlingen, indleveres til formanden senest 8 dage før generalforsamlingen.

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen med 8 dages varsel. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når generalforsamlingen, bestyrelsen eller mindst 4 medlemmer ønsker dette.

Fremsættes begæring om ekstraordinær generalforsamling, skal denne afholdes senest 14 dage efter begæringens modtagelse. Indkaldelsen sker ved skriftlig meddelelse til hvert enkelt medlem og skal indeholde en dagsorden med følgende punkter: A. Valg af dirigent. B. Behandling af begæringens emne. C. Eventuelt.

Ordinær dagsorden          

§ 7. På den ordinære generalforsamling skal dagsordenen indeholde:

  1. Valg af dirigent.
  2. Bestyrelsens beretning
  3. Regnskab
  4. Budget for det kommende år, herunder fastsættelsen af kontingent.
  5. Indkomne forslag
  6. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
  7. Valg af revisorer og suppleant
  8. Eventuelt

Dirigenten

§ 8. Dirigenten leder forhandlingerne og afgør med bindende virkning alle spørgsmål om sagernes behandling og stemmeafgivning. Alle spørgsmål afgøres ved simpelt flertal af de fremmødte. En lovligt indkaldt generalforsamling er altid beslutningsdygtig. Hver parcel har 2 stemmer og stemmeafgivningen sker personligt eller ved fuldmagt.

Afstemningen skal være skriftlig, når mindst 3 medlemmer forlanger det. De på generalforsamlingen vedtagne beslutninger indføres i foreningens protokol og underskrives af dirigenten.

Lovændringer                   

§ 9. Til vedtagelse af beslutninger der går ud på ændringer af foreningens love kræves, at mindst 2/3 af foreningens stemmer er repræsenterede og at lovændringerne vedtages af mindst 2/3 af de afgivne stemmer. Er 2/3 af foreningens stemmer ikke repræsenteret på generalforsamlingen, afholdes der inden 14 dage en ekstraordinær generalforsamling, der med 2/3 flertal kan vedtage lovændringerne, uanset de mødte stemmers antal.

Bestyrelsen                       

§ 10. Grundejerforeningens ledelse varetages af en bestyrelse på 3 medlemmer; 1 formand, 1 næstformand og 1 kasserer, der vælges af den ordinære generalforsamling for 2 år ad gangen. Formand vælges på lige år, næstformand og kasserer på ulige år. Der vælges 2 suppleanter for et år ad gangen. Bestyrelsen afholder møde så ofte den finder det nødvendigt. Afgørelser inden for bestyrelsen træffes ved simpelt stemmeflertal. I formandens fravær overtager næstformanden dennes funktioner. Alle retshandler vedrørende foreningen, kan gyldigt og med retsvirkning overfor tredjemand foretages af bestyrelsen.

Regnskabet                       

§ 11. Grundejerforeningens regnskabsår er kalenderåret. De afsluttede og reviderede regnskaber forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse.

Revisionen fortages af revisorer, der vælges af den ordinære generalforsamling for et år ad gangen. Der vælges ligeledes en revisorsuppleant for et år ad gangen.

Foreningens ophør           

§ 12. I tilfælde af grundejerforeningens ophør fordeles foreningens formue/gæld i lige dele på foreningens parceller.

Word dokument: Love for grundejerforeningen – Ny Kastrup